Helt som forventet har DR’s nyeste dramaserie været genstand for en ophedet diskussion af sin fremstilling af Danmarks nederlag i den anden slesvigske krig. Den debat opstår hver gang en historisk serie løber over skærmen: Så er den slags tøj forkert, så fandt den begivenhed overhovedet ikke sted på den måde, og den dér holdning var slet ikke så udbredt. Således også i forbindelse med 1864, hvor beskyldninger om historieforvanskning, ja sågar manipulation og politisering er regnet ned over instruktør og manusforfatter, Ole Bornedal.
For min skyld kan 1864 gøre med HISTORIEN, som den vil: Springe frem og tilbage i tid og sted, fusionere forskellige personligheder i én figur, bruge moderne begreber som ”karriere” – hvad som helst faktisk.
Den historiske tv-serie er jo netop ikke en dokumentar eller en (tilstræbt) objektiv rekonstruktion – men en narrativ indgang til DET SOM SKETE, hvor skildringen af historien og fornemmelsen af at opleve det historiske sker gennem fortællingen og identifikationen med fiktionens figurer:
“Er Bornedals portræt af Monrad historisk korrekt? Næppe. Men utallige filmmagere før ham har altså vendt og drejet historiske personer, udstyret dem med fiktive karakteristika og stadig præsteret medrivende kunst, så det afgørende er ikke historisk korrekthed, men hvordan Monrad virker som brik i TV-seriens puslespil.”
Jesper Eising, Berlingske 12. oktober 2014
Som nævnt ovenfor i Berlingskes anmeldelse af det første afsnit af 1864 findes der flere eksempler på, at fakta og fascination ikke altid følges ad 1:1, når det gælder tv-fiktion. Et dansk eksempel er Edderkoppen – en film noir i serieformat* om den mest noir periode i Danmarkshistorien. Et britisk eksempel er Ripper Street – en politiserie placeret i “the meanest streets imaginable“, Londons Whitechapel-kvarter i tiden omkring 1890. I begge serier er den historiske (ultra-)korrekthed ofret til fordel for fremragende fortællinger om personlige dilemmaer og de menneskelige omkostninger, som en kompromisløs jagt på sandheden kræver.
*Jeg skrev engang en artikel om brugen af historiske forlæg i tv-fiktion. Udgangspunktet er Edderkoppen, som i mine øjne er en af de bedste og mest interessante danske tv-serier og klart et gensyn værd. Så hvis du vil vide mere om tidsspecifik kontra usamtidig historiefortælling, begivenheds- og mentalitetshistorie og fremstillingen af “det danske” på tv, så klik ind på Historiens tråd i Edderkoppens spind.
I sit essay 1864 – det er noget, man har fundet på stiller Mads Kastrup det retoriske spørgsmål: Vil I have sandheden, eller vil I have en god historie? Jeg tror, svaret er klart nok: Fiktion med et historisk indhold har en indbygget kontrakt med sit publikum om, at hér må hugges en hæl og klippes en tå – og at fortællingen, den gode historie, står over eventuelle bevidste eller ubevidste historiske ukorrektheder.
Med dette in mente erklærer jeg mig meget enig med:
- Gudrun Agger, der i Kampen om vores 1864 peger på en mængde produktionsmæssige problematikker, der er i spil i forbindelse med 1864.
Og
- Thomas Bredsdorff, der i sin anmeldelse Halvvejs i 1864: Dramaet fiser ud i illustreret skolebog peger på 1864’s eklatante mangel på undertekst; som altså ikke er for hørehæmmede, men er alt det, der ikke står mejslet i mindesten, voice over og parallelle nutidshistorier – og i stedet er det usagte… den dramatiske dirren mellem linjerne.
1864 er en god titel. 1864 i blodrøde, bajonet-bogstaver på en ildevarslende krudt & kugler-støvsky er endnu bedre. Ugebladsnovelle-undertitler er dumme. Væk med dem. Less is more. Kill your darlings. Show don’t tell. Husk det nu.
