Shout Outs slutter året af med endnu en runde i evigheds-karrusellen “ledigheds-journalistik og debat om arbejdsløse”. Denne gang deltager Berlingskes artikel om Mette Højmark Mikkelsen, der med cykelkurven fuld af ansøgninger en-to-vupti fik job i en sandwichbutik og som opvasker. Fra Danmarks Radio deltager udsendelserne Blok På Bistand og Den Dag De Fremmede Forsvandt, der under slagordet “Nu tager vi debatten” om Danmark På Overførsel flere gange har sat dagsordenen i løbet af efteråret.
Og så kan man mene en hel masse om de journalistiske præmisser for de forskellige historier: For eksempel hvor relevante job-prøvelserne for en hjemmeboende på sabbatår er for alle andre end hende selv. Eller om robinsonaden om danskerne versus “de fremmede”, hvem de end er, nu også udspillede sig på et helt fair grundlag. Ligesom man kan tænke sit om såvel Mettes let røven!-attitude som om Jimmi, der tilsyneladende er gået i ét med sofaen hjemme i boligblokken.
Man kan også bare nøjes med at konstatere, at vinklen danske ledige er nogle dvaske dovenlarser, der har det for godt til at gide arbejde så har fået et par ekstra historier under bæltet. Og at Blok på Bistand et al dermed cementerer en tendens i journalistikken, hvor ledighed i stigende grad beskrives som selvforskyldt.
I sommers udgav tænketanken Cevea en rapport, der med baggrund i over 1.000 avisartikler fordelt på årene 1993, 2003 og 2013/14 dokumenterer, hvilken framing, der har domineret mediedagsordenen om ledighed de sidste tyve år. Konklusionen er krystalklar: Fra at være nærmest ikke-eksisterende i 1993 og 2003 er andelen af artikler med framings som “ledige er dovne”, “nogen siger, at ledige er dovne” og “det skal kunne betale sig at arbejde” steget med hele 535 procent, så det nu er cirka hver femte artikel, hvor ansvaret for ledighed overvejende er placeret hos den enkelte.
Framen “ledighed skyldes strukturelle og økonomiske forhold” er stadig den oftest forekommende, men hyppigheden af den er faldet med 10 procentpoint, den har fået konkurrence af andre, og vægten i framen er begyndt at ligge på incitamentsstrukturer i stedet for på konjunkturer og politiske tiltag.
Du kan læse hele rapporten og et analysenotat på Ceveas hjemmeside.
Det har naturligvis konsekvenser, når ledighed i tiltagende italesættes som et individualiseret problem – et spørgsmål om den enkeltes dovenskab, kræsenhed og rationelle arbejdsskyhed kontra et spørgsmål om samfundets svar på et fælles, strukturelt anliggende. Når framings som “ledige er dovne” og “det skal kunne betale sig at arbejde” er de fremherskende, ja, så kommer de til at fungere som løftestang for stramninger, beskæringer og sanktioner i beskæftigelsespolitikken.
Således har flere politikere da også krævet hårdere indgreb mod ledige i kølvandet på efterårets tv-udsendelser. Nogle gange ud i det helt absurde: Morten Østergaard, nyslået radikal leder, mener, at dagpengene skal tages fra folk, som nægter anvist arbejde – en rådighedsregel som allerede findes. Og hans partifælle, arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq, vil vædde på, at der sikkert er langt flere jobafvisere end sidste års 82 personer, som statistikken fra Beskæftigelsesministeriet dokumenterer.
Shout Outs uddeler derfor årets sidste kudos til arbejdsmarkedsforsker, professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, for at påpege, at der er for mange fornemmelser og for lidt virkelighed bag udmeldinger som ovenstående:
Det er rent ud sagt imponerende, at så mange politikere kan fremsætte så ekstremt vidtgående synspunkter om ledige på baggrund af nogle kulørte underholdningsudsendelser på DR, hvor man følger nogle enkeltpersoner uden at tjekke deres sager til bunds. Som videnskabsmand er jeg nødt til at sige, at der mangler analyser, rapporter og videnskabelige undersøgelser, der berettiger politikere til at konkludere, at der er så stor en mangel på lyst til at arbejde blandt de ledige. Til gengæld er der masser af analyser, der viser, at noget af det, danskeren frygter mest, er at miste jobbet.
Politiken, 12.12.2014
Ikke fordi det er synd for Mette på cyklen eller Jimmi på sofaen, at de er brikker i et spil, der handler om, at det er opportunt (eller måske nemmere) at rette søgelyset mod den enkelte. Men fordi det er synd for os allesammen, dig og mig, hvis ikke de reelle problemer kommer i fokus.
Mette Højmark Mikkelsens jobjagt satte debatten i brand – hendes holdninger til jobsøgning endnu mere. Foto: Martin Dam Kristensen
