Nogle gange, nogle steder er det farligt at fortælle, hvad der sker. Det er, fordi det frie ord er afslørende og trækker magten væk fra dem, der misbruger den. Sådan er det lige nu i Syrien, hvor redaktioner trues og lukkes, og journalister anholdes eller forsvinder.
Alligevel er der mennesker, der ikke lader sig holde tilbage. De tager billeder og skriver om drenge, der trænes til at være soldater og piger, der må undervises via video i separate klasseværelser. Artiklerne printes ud i hemmelighed og cirkulerer i flygtningelejre, i byer kontrolleret af hæren og i områder erobret af oprørerne:
En avis var det, jeg kunne give til revolutionen. Det var ikke nok at deltage i demonstrationer, de skal også dækkes journalistisk. Statsligt tv viser jo bare, hvad der passer dem, og jeg kunne give en dækning af det, der ikke bliver dækket. Syrerne skal høre om hinanden, de skal vide, hvad der sker, og jeg ville gerne give dem noget fysisk i hånden, som repræsenterer folket.
Jawad Aboulmuna, chefredaktør af Souriatna i Politiken 21.9.2014
Det er ekstremt modigt og prisværdigt. Derfor giver jeg et shout out til den nye kampagne “Hjælp Syrien ud af mediemørket“, hvor Politiken i samarbejde med International Media Support samler ind til fem forskellige syriske undergrundsaviser, der netop har forenet sig et netværk med fælles etiske og journalistiske principper.
Kampagnen løber indtil 12. oktober, og hver gang du giver 150 kroner, sørger Politiken for at 50 aviser bliver delt ud.
Lige nu strømmer flygtninge i overvældende antal ud af Syrien. De har brug for al den hjælp, de kan få – også retten til at vide, hvad der sker.