Vinduet er meget højt. Jeg har et gulvtæppe… sådan med farver. Jeg leger lige så stille med mig selv, for jeg er alene. “Ooolga! Olga!” Det er sådan en rungende stemme. “Olga, Olga”. Jeg løber, jeg går i gang med at løbe. Og jeg løber gennem huset og ind i stuen, og jeg siger “ja, ja, det er mig, hvor er du”, for jeg troede, det var en voksen, og jeg kunne ikke finde ham, og jeg blev rigtig, rigtig vred. Så leger jeg videre, og så begynder han at være med.
Fra Retten til at høre stemmer, P1, 5. april 2014
Danmarks Radios aktuelle psykiatridækning fortjener et shout out.
Syg i hovedet, Sindssygehospitalet og Sådan er det skøre sind er blot et par af de mange udsendelser, der siden starten af april har tilbudt at gøre os klogere på psykisk sygdom.
Min favorit indtil videre er radiofortællingen med Olga, som er citeret ovenfor. I udsendelsen er det Olga, der er i centrum. Olga har hørt stemmer, siden hun var barn, og hun er fantastisk til at fortælle om det: Om Jokeren, der er bedre til at fortælle vittigheder, end hun selv er, om giftstemmerne, der ønsker, hun skal dø, og om den (virkelige) spanske præst, der forsikrer den lille Olga, at “ja, det er Gud, der svarer dig”.
Retten til at høre stemmer er et yderst fascinerende indblik i, hvordan det kan være at leve med skizofreni. Og helt ærligt – selvom samfund & psykiatri-vinklen er vigtig og relevant, er det så ikke den personlige oplevelse, der bedst løfter sløret for det, som er gådefuldt og tabubelagt?
Mindre begejstret har jeg været for tv-programmet Gal eller normal – til jobsamtale - i hvert fald i begyndelsen. Ikke på grund af programmets budskab men på grund af det åbenbart uopslidelige talentshowsformat, der evindeligt framer alt, hvad enten det handler om sangtalent, arbejdsløshed og nu altså også psykisk sygdom.
Men så kommer der en tankevækkende scene: Det er da, landmanden Martin går i stå, da han skal brainstorme over en mursten. Efterfølgende bliver Martin af erhverslederpanelet og programmets psykiatriske eksperter beskrevet som stille, tilbagetrukket, usikker og bange for at slippe sin kreativitet løs. Han bliver ikke “ansat”.
Senere finder vi ud af, at Martins afdøde bror var skizofren, at han læser til pædagog og gerne vil starte et landbrug for personer, der har svært ved at passe ind andre steder:
Jeg fornemmer, at vi i samfundet er på vej i retning af, at det er individets egen skyld, hvis vi ikke kan klare os på samfundets præmisser.
Martin, Gal eller normal – til jobsamtale, DR1, 31. marts 2014
Jeg tillader mig at konkludere, at Martin formentlig er introvert eller i det mindste har en del introverte træk: Rolig, eftertænksom, velformuleret, foretrækker at danne sig en mening, før han taler etcetera. Sådan er vi nogle, der er. Introverthed er ikke en psykiatrisk diagnose, men det er så heller ikke en særligt eftertragtet kvalitet på arbejdsmarkedet. Gal eller normal vil gerne nedbryde opfattelse om, at personer med en psykisk lidelse skulle være en ringere arbejdskraft end andre. Det lykkes heldigvis – med Martin-sidehistorien som ekstra tankevækker for den opmærksomme arbejdsgiver, der måtte kigge med.
Slet ikke så tosset endda.
