Jeg tror, vi alle sammen kender én. En journalist-vits. Sådan én der rammer lige ned i standens ømme punkter – dens dovenskab, overfladiskhed og lavtflyvende troværdighed: Hvor mange journalister skal der til for at skifte en el-pære?*
*En til at skifte. Tyve til at interviewe hinanden bagefter.
Selvfølgelig er der et gran af sandhed i den slags vitser. Journalister begår fejl, bliver taget ved næsen og er ind i mellem bare for meget. Men en række begivenheder i de sidste par uger har fået smilet til at stivne: Likvideringen af den svenske radiojournalist Nils Horner på åben gade i Kabul. Kidnapningen af Jeppe Nybroe og Rami Aysha. Beretningerne om grov chikane og forhindring af journalisters arbejde på Krim.
I løbet af en tiårs periode er der sket en tredobling i antallet af dræbte mediefolk - fra 46 i 2003 til 127 i 2013.
Hvorfor?
Fordi historier fra verdens brændpunkter sælger? Fordi økonomisk trængte medier i stigende grad benytter sig af (billigere) freelancere og lokale pressefolk, der presses til at tage chancer?
Måske er der også en psykologisk forklaring, der ligger uden for journaliststanden:
For år tilbage var det, som om journalister blev respekteret som neutrale observatører. Men det kan man ikke længere forvente, fordi vi bliver betragtet som nogen, der kan påvirke verdensopinionen. Og derfor bliver vi pludselig et alt for fristende mål for vrede, som handelsvare eller som kanal for at få propagandaen ud.
Steffen Jensen i BT, 11.3.14
Det er værd at bemærke, at det ikke kun er “skurke” i fjerne afkroge, der har en problematisk opfattelse af journalistrollen.
Tænk bare på den pression og intimidering, som The Guardian har været udsat for i sin dækning af Snowden-sagen. En “attitude” som for nylig fik det blå stempel, da en domstol godkendte terrorlovgivning som begrundelse for en daglang tilbageholdelse af partneren til avisens daværende hovedreporter. Voila: Statsgodkendt opfattelse af journalistens viden som farlig og noget, der skal kontrolleres.
Så ja, journalister tager fejl, bliver taget ved næsen og er nogle gange for meget. Men det er også journalister, der har afdækket Watergate, tamilsagen, Farumskandalen, mexicanske narkokarteller, livet på retspsykiatrisk, trafficking og alt det andet, du ellers ikke ville vide noget om, hvis ikke der var nogen, der fortalte dig det.
Vi er selv den forandring, vi ønsker at se – måske er det på tide at droppe de dér vitser.
* Mere info om verdens journalistiske tilstand: Reporters Without Borders *
Journalist Jeppe Nybroe har til Politiken udtrykt sin drivkraft som “en trang til at rapportere om verden; en trang til eventyret og oplevelserne. Og et håb om, at ens arbejde gør en lille forskel i det store samfundsregnskab”.
Foto: Carsten Bundgaard, Jyllands-Posten.
