To tragiske dødsfald har sat deres præg på mediedagsordenen i løbet af august.
Mandag den 11. august døde skuespiller og komiker Robin Williams – efter alt at dømme for egen hånd, i sit eget hjem. Otte dage senere, tirsdag den 19. august, blev journalist James Wright Foley brutalt og meningsløst myrdet efter to års tilfangetagelse hos terrororganisationen Islamisk Stat (IS).
Umiddelbart har de to dødsfald ikke ret meget med hinanden at gøre – eneste fællesnævner synes at være deres evne til at sætte både traditionelle og sociale medier i brand. Men for begge historier gælder det, at måden, de er blevet fortalt på, har været genstand for intens kritik og debat.
For hvordan er det nu lige, reglerne er for videreformidling af voldsomme, sensationelle* dødsfald?
*Sensationel i betydningen “uventet”, “overraskende”.
Der ér faktisk regler på området – skrevne såvel som uskrevne – og de fik onsdag den 13. august gratisavisen Metroxpress til at lægge sig fladt ned og beklage at have overtrådt de presseetiske linjer i sin (alt for) detaljerede omtale af Robin Williams selvmord. Avisen havde gengivet amerikansk politis oplysninger om, hvilke metoder Robin Williams havde brugt, og hvordan hans lig så ud, da det blev fundet. Det må man ikke:
De presseetiske regler foreskriver jo, at selvmord og selvmordsforsøg ikke bør omtales, medmindre det har klar almen interesse – og så præciseres det, at omtalen bør være så skånsom som muligt.
Maria Bendix Olsen, studielektor i journalistik på RUC, Journalisten 13.8.2014
Senere kom det frem, at Politiken begik samme brøde men ændrede rubrik og fjernede flere beskrivende detaljer efter kun femten minutter på sin hjemmeside: “Simpelthen fordi vi ved nærmere granskning syntes, at det var imod vores egne regler om altid at vise tilbageholdenhed over for så private oplysninger.”
Kun en uge senere var samme Politiken mindre tilbageholdende i sin dækning af halshugningen af den amerikanske journalist James Wright Foley. I sin leder søndag den 24. august, Barbariets billeder, redegør avisen for, hvorfor man godt vil gengive ugerningen med ord men ikke vil viderebringe hverken levende eller stillbilleder af den video, IS har lagt frem.
Netop billedspørgsmålet – bør man vise billeder fra en halshugning? - er blevet besvaret vidt forskelligt i de danske medier. Hverken TV-Avisen eller Nyhederne viste billeder, da nyheden om James Foley breakede. Jyllands-Posten bragte et screendump, indtil en heftig diskussion blandt andet på Twitter fik avisen til at ændre mening:
Hej @jyllandsposten og #BT – HVORFOR skal I vise billeder af #Foley lige inden han halshugges? Det er fandme klamt at tænke/se på #dkmedier
@NVestergaard
BT har bragt et billede, hvor James Foleys drabsmand holder en kniv i hånden. Information og Ekstra Bladet har vist billeder uden kniv.
Personligt ligger jeg mest på linje med twitter-brugeren ovenfor. Forfølgelse af journalister er uacceptabel, og skræmmepropaganda, der udstiller et offer bør ikke videregives – men jeg medgiver, at det er en vanskelig balancegang mellem dokumentation og hensynet til pårørende og ofre.
Til gengæld vil jeg tillade mig ret kategorisk at anfægte det sprogbrug, der har været anvendt i forbindelse med Foley-historien: For pokker, hvor det skurer i mine ører, hver gang ordene henrettelse, henrette og bøddel bliver brugt om mandens død. Når man bruger ordet “henrettelse” implicerer det, at der har været en rettergang, og at manden er blevet dømt for en kriminel handling. Det er ikke tilfældet. James Foley blev myrdet, og der er masser af andre ord, der er bedre til at beskrive dette: Mord, drab, slå ihjel, myrde, dræbe, morder, drabsmand, forbrydelse.
Ord er vigtige, og vi skal tænke over de ord, vi bruger, fordi de – bevidst og ubevidst – er udtryk for, hvordan vi opfatter verden.
Dagen efter Robin Williams død skrev komponist og pianist James Rhodes et indlevende, tankevækkende indlæg – Depression is a cloak of lead, a toxic second skin – i The Telegraph. Det handler om, hvordan vi taler om depression og selvmord. Hvordan det lader til at depression griber om sig, og hvordan mere og mere deprimerer os; Gaza, Irak, renter, X-Factor, trafikken.
Jeg lader ham få det sidste ord:
When we misuse words like “depressed” something insidious and destructive happens. They become part of our vernacular, their meaning is diluted, it becomes much harder to give weight and necessary attention to those who really are suffering from depression. [...] And my hope is that one day, when someone “admits” they are suffering from depression, they will be treated with genuine, helpful care. We will get there quicker if we choose our words more carefully.
James Rhodes, The Telegraph 12. august 2014
Journalist James Wright Foley.
Foto: Manu Brabo
