Æres den som æres bør.
Derfor går dette shout out til Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som onsdag i sidste uge havde følgende aha-oplevelse: Langtidsledige er ligesom alle andre.
Anledningen er en undersøgelse foretaget af DA selv, der viser, at uddannelsesniveauet for såkaldte akutledige ikke afviger fra resten af befolkningen. Folk med lang ledighed bag sig er lige så godt – eller dårligt – uddannede, som folk med arbejde.
Overraskende, mente man i DA, idet:
Der er ellers tegnet et billede af, at de akutledige var en særlig svag gruppe.
Det er sørme flot DA. Virkelig.
Se bare den mesterlige brug af passiv hér: ”Der er […] tegnet..”
Som om billedet af uansættelige langtidsledige er dumpet ned fra himlen.
Som om danske arbejdsgivere ikke synes et eksamensbevis, der ikke har været i brug inden for et år efter sin udstedelse, er forældet.
Som om danske arbejdsgivere ikke gang på gang er med til at mistænkeliggøre lediges vilje til og ønske om arbejde.
Læg så mærke til hvor elegant aben gives videre:
Det er helt afgørende at finde ud af, hvorfor nogle har så svært ved at finde job. Det er et svigt i systemet, at de ikke er blevet samlet op.
Som om systemet eksisterer uafhængigt af dem selv.
Som om danske arbejdsgivere alligevel ikke gider ansætte udfaldstruede i de få akutjobs, de fodslæbende har oprettet.
Som om danske arbejdsgivere ikke har et medansvar for nyuddannede, lærlinge, praktikanter, seniorer.
Og således er ledighed i allerbedste passiv-aggressive stil atter italesat som et individualiseret problem. Et spørgsmål om den enkeltes ansættelighed i stedet for et strukturelt problem, der kræver en fælles indsats.
Det er excellent gjort, må jeg sige.
Bravo.
